Tips og tricks til en god kop kaffe
Senest opdateret 2. april 2025

I tvivl om hvordan du brygger en god kop kaffe? Brug guiden her og lær alt om dosering, vandtemperatur og meget mere, og få ekspertens tips til kaffebrygning, uanset om du foretrækker espresso, er vant til filterkaffe eller oftest brygger stempelkaffe.
Vigtigheden af den rigtige kaffetype og friskhed
Inden du starter kaffebrygningen, anbefaler vores kaffeekspert, Flemming Jørgensen, at der er to ting du kan holde øje med, som begge påvirker smagsoplevelsen, uanset hvordan du brygger - nemlig, kaffetypen og friskheden.
Hvilken smag giver de forskellige kaffetyper?
Mange benytter formalet kaffe i hverdagen, når det skal gå lidt hurtigere, med god grund, da der findes mange slags formalet kaffe, der alle har høj kvalitet og sikrer en god smag.
Den mest aromatiske kop kaffe får du dog, når du bruger hele kaffebønner, og helst bønner, som er kværnet umiddelbart før brygning. Det skyldes, at hele kaffebønner bedre bevarer smagen og aromaen end formalet kaffe.
Godt tip: Overvej om du foretrækker lys-, mellem- eller mørkristede kaffebønner, da de giver helt forskellige smagsnuancer i den færdige kop kaffe.
Hvor frisk skal kaffen være?
Kaffens friskhed er måske den vigtigste faktor, når det gælder påvirkning af smag, og skyldes, at kaffebønner begynder at miste smag allerede 14 dage efter ristning.
For at brygge en virkelig god kop kaffe, er det derfor nødvendigt at bruge friskristede bønner, ideelt set bønner ristet inden for de sidste tre måneder - tjek derfor både holdbarheds- og ristningsdato på emballagen, når du handler.
Hvor meget kaffe pr. kop?
Din kaffedosering, altså hvor mange gram kaffe den enkelte kop indeholder, er afgørende for smagsoplevelsen. Her anbefaler eksperten følgende dosering:
- Til filterkaffe og stempelkaffe: Ca. 60 gram kaffe pr. liter vand (eller ca. 7-8 gram pr. kop)
- Til espresso: Ca. 10 gram kaffe pr. kop
Er du nørdet omkring din kaffe, lyder et godt råd, først at veje af med en køkkenvægt, ellers hold dig til ca. 1 spiseske pr. kop for at opnå samme smag.
Hvilken formalingsgrad skal kaffen have?
Som med mange andre fødevarer og drikke, afhænger det af dine personlige præferencer og temperament. Ønsker du en ensartet smag hver gang, lyder en god tommelfingerregel dog, at man altid bruger:
- Stempelkande kaffe: Groftmalet kaffe
- Filterkaffe: Medium-malet kaffe
- Espresso: Fintmalet kaffe
Har du egen kværn eller kan din maskine formale, anbefaler vi, at du eksperimenterer med forskellige formalingsgrader til du finder den smag og konsistens, der smager bedst for dig.
Hvad er den optimale vandtemperatur til kaffebrygning?
For at brygge en god kop kaffe skal vandtemperaturen være mellem 92-96 grader. Er vandet kogende (100 grader), bliver den besk og bitter. Er temperaturen for lav, bliver den flad og kedelig.
En god kaffemaskine holder automatisk den optimale bryggetemperatur, men laves den i stempelkande, skal vandet køle lidt ned efter kogning (ca. 30 sekunder) for at opnå den rette temperatur.
Ekspertens tips til kaffebrygning
Måden du brygger kaffe på har stor indflydelse på smagen, og selvom de fleste har en personlig præference, findes der alligevel gode tommelfingerregler for at opnå optimal smag - er du i tvivl om hvordan du brygger, så følg ekspertens tips nedenfor.
Sådan laver du filterkaffe trin for trin
- Dosering: Afmål ca. 60 g medium-malet kaffe til 1 liter vand
- Forberedelse: Fugt filteret let med vand, det mindsker papirsmagen
- Fordeling: Fordel kaffen jævnt i filteret, så al kaffen kommer i kontakt med vandet
- Vand: Brug friskt, koldt vand direkte fra hanen
- Brygning: Tænd for kaffemaskinen og lad den brygge færdig
- Servering: Fjern kaffekolben fra varmepladen straks efter brygning og server kaffen med det samme
Hvorfor bliver min filterkaffe bitter? Som oftest skyldes det, at den har stået for længe på varmepladen. En anden årsag kan være, at vandet er for varmt eller at kaffen er overmalet.
Sådan brygger du bedst kaffe i stempelkande
- Dosering: Afmål ca. 60 g grovmalet kaffe til 1 liter vand
- Forberedelse: Fordel kaffen jævnt i stempelkanden
- Forvædning: Hæld en smule vand (92-96 grader) over kaffen, så den lige akkurat er dækket, og vent 30 sekunder
- Påfyldning: Hæld resten af vandet roligt over
- Trækketid: Lad kaffen trække i 4 minutter
- Afslutning: Pres stemplet langsomt i bund
- Servering: Server straks efter stemplingen
Hvor længe skal stempelkaffe trække? Den optimale trækketid for stempelkaffe er 4 minutter. Trækker den for kort tid, får du en overvældende smag, trækker den omvendt for lang tid, bliver den typisk bitter.
Ofte stillede spørgsmål om kaffebrygning
Hvilken kaffe er bedst til stempelkande?
Mellemristede og groftmalede kaffebønner fungerer typisk bedst til stempelkande, ligesom afrikanske og sydamerikanske bønner ofte giver en god kompleksitet i stempelkanden.
Hvordan undgår jeg grums i min kop med stempelkaffe?
Sørg for at kaffen er groftmalet, pres stemplet meget langsomt ned, og lad kaffen hvile i ca. 1 minut efter stemplingen, så grumset kan lægge sig i bunden.
Hvorfor bliver min kaffe sur?
Sur kaffe kan skyldes flere ting, men skyldes normalt for lave bryggetemperaturer, for kort ekstraktionstid eller en for grov formalingsgrad til den valgte bryggemetode.
Kan man bruge almindelig kaffe til espresso?
Ja, men det anbefales ikke, da resultatet og smagen vil være mindre intens. For det bedste resultat bør du bruge særlige espressobønner, der typisk er mørkere ristet.