Gode råd til en vellykket firmajulefrokost
Senest opdateret 22. november 2019
Er du med til at arrangere årets julefrokost for kollegerne? Årets fest, som mange glæder sig til – og frygter lidt. For hvem kender ikke alle anekdoterne, også de mindre gode... Men hvis du forbereder julefrokosten, er det et rigtig godt udgangspunkt for en vellykket fest.
Få her 5 hurtige og nyttige tips til at gøre festen til en positiv oplevelse, så alle kan se hinanden i øjnene mandag morgen, når det bliver hverdag igen.
1. Skål og velkommen!
Server et festligt glas velkomstvin uden for mange promiller, f.eks. et glas let mousserende vin.
2. Lav en god bordplan
Giv dine kolleger chancen for at snakke med andre end lige dem, de plejer at sidde ved siden af. Tænk gerne over at skabe så god kemi som muligt ved bordet.
3. Forbered en lille opgave til hvert bord
F.eks. ”Skriv en sang på vers, der rimer”. Fælles sjov ved bordet ryster folk sammen. De forskellige borde kan skiftevis synge deres sange. Det giver nogle gode grin.
4. Mere tid på dansegulvet, mindre tid i baren!
Hyr et godt band eller en DJ, der kan sætte gang i dansegulvet. Mere dans og mindre tid i baren er en af de bedste cocktails.
5. Hold julefrokosten ude
Prioriter at holde festen ude. Det er et frisk pust og gør, at man som medarbejder føler sig værdsat og serviceret. Andre omgivelser end de vante gør desuden, at vi ofte taler sammen på en anden måde.
Bonustip:
Husk at firmajulefrokosten IKKE er dagen, hvor man lægger billeder af hinanden på Facebook.